2020-08-06 Poetry in Motion, Lygten Station, Kbh NV

Hvor:  Bispebjerg Comedy Corner, Lygten Station, Lygten 2, Kbh NV (Link) (Facebook)
Kapacitet: Salen: 80-90, Backstage scene: 30-40.
Tid: Torsdag kl. 20:00-21:00
Audio/Video: Ja/Ja (41 min)
Udstyr: Zoom lydoptager, Nikon Coolpix P900.

Thomas havde samlet nok digte sammen, til han ønskede at lave en live-lydoptagelse til udgivelse, og han mente, at jeg var den rigtige til opgaven at sørge for at fange det på lyd, hvilket jeg var og er meget glad for at han synes. Men der opstod et par problemer med det, for det første, at jeg ikke har noget lydudstyr der kan sættes til en mixer – den Zoom lydoptager jeg har, kan kun optage igennem alm. minijack, dvs, man optager gennem høretelefonindgangen. Den mixer de har i backstage scenerummet, er en der kun har phono jackstik, så alt afhang af, at jeg kunne finde en billig løsning. Jeg bestilte nogle stik, som skulle afhentes længere oppe af vejen i kiosken. Men så skete der det, at jeg få dage før – omkring den mandag d. 27/7 kunne mærke jeg var ved at blive snottet – og som vi ved i denne tid, er det ikke smart at rende rundt og være syg i offentligheden. Så det betød, at jeg desværre måtte blive hjemme under dynen. Jeg havde dog lovet, at hvis alt gik vel, så ville jeg dukke op den sidste dag og filme showet. Thomas havde heldigvis fundet en backuphjælper – Jesper Handskemager, og hans søn Emil, der skal redigere optagelserne sammen. Han havde faktisk sådan en optager, som jeg ønsker mig, der kan sættes til XLR ud og indgange, osv, og så har han et gopro camera som han filmede 3 eller 4 af dagene med.

Udfordringen med backstage rummet, er at det – som så mange andre – bliver meget mørkt. Det betyder kun noget, hvis man skal filme. Så Jespers optagelser blev også meget mørke – rart at vide, at det ikke kun er mig der har de tekniske udfordringer. Skylden ligger selvfølgelig ikke hos andre end producenterne af videoudstyret 🙂

Nåh, men det var altså rart, at jeg blev rimelig hurtigt rask igen, da det kun var en mild omgang forkølelse, dog med det sædvanlige jeg plejer at fejle med luftvejene…jeg bliver nemt syg af den mindste ændring i vejret!

Med mig på den noget besværlige rejse ind til det kjøvenhavnske, var Ulrik, der også er glad for digtoplæsningen – i hvert fald Thomas’, men jeg havde fået tastet den forkerte rejsetid ind i mobilen, så vi kom en time senere afsted, men heldigvis var der stadig god tid, og intet stress – men vi missede så lige et besøg på et pizzaria i nærheden! (så bliver man ikke fed af det!)

Så jeg har altså læst lidt om Lygten Station, som jeg har set mange reklamer for arrangementer, som har været afholdt her over årene – og jeg har ikke haft en mulighed for at kunne besøge stedet før nu, så det er fedt.
Hvis man har lyst til at læse lidt om Lygten Stations historie og baggrund, så kan man gøre det på Wikipedia her.

Her er præsentationsteksten til de 5 shows på Lygten:

Thomas Wivel og Povl Erik Carstensen har igennem de seneste par år udviklet deres helt egen udtryksform; POETRY IN MOTION. Wivel fremfører den lyrik, der har tegnet ham som digter, og Povl tilfører det hele musik og magi fra sin improviserede og jazzede kontrabas. De har efterhånden været ude på mange spillesteder med idéen, og nu er tiden inde til at optage et livealbum! Og det får du muligheden for at overvære på det smukke, intime og magiske Lygten. Det bliver en helt igennem eksklusiv oplevelse! Thomas og Povl er på Lygten 1/8,2/8,4/8,5/8,6/8, og det er fra 20 til 21 hver aften. Kom og vær med til at skabe stemningen til pladeoptagelsen.

Dørene åbner kl.19.30

Der var lige med undtagelse af 1 dag, næsten helt fyldt i det lille rum, så man må da sige at det ikke har været helt forgæves at indspille  koncertrækken “Stilhedens Saigon”, som Thomas sagde, at albummet kommer til at hedde, sammen med et nyt medlem – sangerinden og sanglæreren Stine Liebman, der blev sat på denne sjove opgave, at improvisere med, på Thomas’ digte, og Povls basrytmer. Bagefter, inden vi skulle hjemad, hørte vi lige lidt hvordan det var gået de 4 forgående dage, og Thomas sagde, at han forsøgte at ændre energien i hans performance, så det ikke var det samme hver gang – og de 3 kunstnere fik da også bevist, at der er i hvert fald noget at fortsætte med, da det virker som om at de improviserer godt sammen. Og de tekster som Thomas fremførte på denne sidste aften, er nogle han har hentet frem fra nogle af de bøger tilbage fra 2016, og frem til den seneste bogudgivelse, der snart er på vej (“Forbyd Himlen”). Thomas er ufattelig kreativ med sine ord og sætninger, og er konstant søgende ud i det syrede, krypterede digteri om hans verdenssyn, personlige oplevelser og erfaringer, eller bare generelt tanker om livets mysterier. Altså godt blandet sammen i  kortprosa, digte og essays. Sætningerne forstår man kun, hvis man får historien bag – lidt som maleren, der finder sin inspiration til et motiv på et lærred, så finder Thomas det med sine digtsamlinger, der muligvis vil bringe ham nærmere et svar på de spørgsmål han stiller om livets gang…

POETRY IN MOTION:

Foto: Povl Erik Carstensen, taget efter showet.

Digtene Thomas har valgt, kender jeg fra tidligere, men de to seneste dage på Play, satte virkelig deres optræden op et nyk, ved at tilføje lidt mere energi, og lidt mere intensitet og følelser, sammen med en sangerinde. Thomas havde ikke før hvisket sine digte, eller “messet” dem – som PASTOR WIVEL, men det klæder absolut, at det ikke køres monotont, eller efter en rettesnor – det er ren improvisation, men aldrig noget vildt – det skal været syret, fængende, og interessant, samtidig med, at man undrer sig over hvad sætningerne betyder, eller hvad han egentlig mener med hvad det er der har foregået i “Værelse 211”? Somme tider opfindes der også nye sætninger ud af de originale – det kunne tydeligt høres fra de 2 shows på Play!

POVL ERIK CARSTENSEN:

Povl er en fantastisk selvlært bassist, der hader at spille efter noder, så derfor er han yderst glad for at kunne støve bassen af, og tage ud og underholde et par timer eller mere, om måneden, når Thomas udgiver bøger (ja det er næsten månedligt, og det giver jo en god undskyldning til at komme ud at optræde). Povl er jo jazzbassist, og har bl.a. turneret sammen med Thomas rundt omkring i hele Danmark bl.a. med Performance Poetry, men også med foredrag og stand-up fx “117 ting som mænd og kvinder bør vide om hinanden” og “Stand-up på arbejdspladsen”, samt “Er det en vittighed det her?”. Povl fortalte, at han stort set lagde sin stand-up karriere på hylden omkring 2009, og besluttede sig til at finde et job – og det ende med et vikarjob i en vuggestue – og når man tænker på, at han som “Aage” har passet “John” i rigtig mange år, så er Povl den perfekte til at holde et vågent øje med de små børn! Men Povl har da holdt den sjove karriere ved lige ved at optræde ved højtiderne med “John og Aage” til julefrokoster og firmafester og somme tider privat, og han har da også lavet lidt stand-up. Jeg har set Storytelling med ham et par gange og i Næstved udviklede det sig til vittighedsfortælling-aften, og var super underholdende. Men som bassist, er Povl meget seriøs når han står og spiller med, hvad enten det er i de bands han spiller for, eller sammen med Thomas. Hvordan skal man beskrive en kontrabassist, der lever sig dybt og koncentreret ind i flowet af poetisk lyrik? Det er stort set erfaring, og så det faktum, at Thomas og Povl selvfølgelig kender hinanden så godt. Nu er det så anden gang, at jeg se de sammen har lavet et “band” – en trilogi af talent…Det er altid en udfordring (for mig) med mit videoudstyr, at optage Povl, fordi bassen går lige i kamerahuset, så det vibrerer og fanges på filmen, men det er jo med til at vise, hvor god kvalitet af udstyr man har brug for, når man skal fange tonerne fra Povl. Han fortalte en sjov historie om, hvordan han laver lydprøve i et hjørneskab (det giver den rette akustik) derhjemme, når det er tid til at støve kontrabassen af… Jeg håber stadig, at opleve Povl spille med sine bands…

STINE LIEBMAN:

Jeg kender faktisk ikke Stine, og ved heller ikke om Thomas og Povl kendte hende i forvejen, men det virker som om at det var noget, der bare var skrevet i kortet, at hun lige skulle passe ind i den her Poetry in Motion, som Povl og Thomas har skabt, og når Thomas alligevel står og messer til en “unævnt” kæreste, osv, så passer hun så meget godt ind i flowet, når hun står og nynner med. Hun var vist selv overrasket over hvor meget Thomas ændrede sig for hvert show – dagen før dette, sagde hun, at det var en syret optræden, og denne aften var det helt anderledes, men perfekt alle dage (så vidt jeg husker) og det, der er spændende, er jo det at stå og improvisere sammen, og det lader til, at det virker, det de lavede. Jeg synes hun nynnede fantastisk smukt med, mens Thomas fremførte sine tekster, og når det var tid til at “hviske”, så gentog hun Thomas’ sætninger. Men Stine der faktisk sanglærer på Glostrup og Halsnæs Musikskole, har været det en del andre steder også. Det, som er interessant, er at hun har relation til Virum, hvor min pap-farmor og farfar boede, og  hun bor i dag i Rødovre, hvor min mor boede, så der er en sjov slags “rød tråd” i de personer man møder i sit liv – eller også er verden bare mindre, end man tror! Stine har en hjemmeside, udover selvfølgelig en facebookprofil (se længere oppe), og du kan kigge på den her.

THOMAS WIVEL:

Ja, Thomas bliver man jo aldrig færdig med at rose, men det her nøk han lige har taget opad, med at lægge en smule mere følelser ind i teksten, gør den straks mere intens, og det er utroligt, at der skal så lidt til, men det virker i hvert fald på mig – ikke at det ikke gjorde det før! Men man er ikke i tvivl om, når “noget klikker” indeni, og det synes jeg at jeg kan mærke med de seneste par gange, og jeg synes det er fedt at der er sådan en udvikling i performance poetry, så på den måde bliver det heller aldrig kedeligt, lige så snart den rigtige formel rammes. Desværre virker det bare ikke som om at folk har fundet ud af hvad idéen er med denne kunstart – selvom den har været meget udbredt i hovedstadsområdet, og sikkert i andre større byer. Men havde det ikke været for Thomas’ evne til at bevæge sig rundt i alle kunstarter indenfor det skrevne – så havde jeg sikkert heller ikke virkelig fået åbnet øjnene for digtskriveriet, som jeg selv har nørdet med i rigtig mange år – siden 1993. Så jeg kan godt leve mig ind i det “skjulte univers”, hvor Thomas tager på opdagelsesrejse, næsten som Kaptajn Kirk med hans – dog noget mindre besætning – men stadig lidt som “To boldly go where no man has gone before” – og den rejse vil jeg gerne følge med på, så længe det er muligt!

Uddrag fra digtet:

“Digteren går under jorden i skovene
Sange går under radaren sovende
Præster bærer shotguns
De hører Thelonius Monk imens de myrder manden
Han ligger under fyret
Klaveret er de dødes
Missionærer drikker ordet under bordet

De mikser kors over absint
Modsætninger mødes
Men ikke vores veje

De ender blindt
De ender blindt (hvisker)”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *