2019-12-13 Performance Poetry, Galerie Knud Grothe, Charlottenlund

Hvor: Galerie Knud Grothe, Jægersborg Alle 11, Charlottenlund
Tid: kl. 17-19.
Audio/Video: (Video: 21+9 min.)
Udstyr: Nikon Coolpix P900, Huawei P20.

Endnu en omgang Performance Poetry med de to legender, Thomas Wivel og Povl Erik Carstensen, der i symbiose udfører denne svære kunst – at Povl skal improvisere og underbygge Thomas’ tekst, som han ikke kender i forvejen – det gør det interessant at se og lytte til. Optagelsen var desværre ikke perfekt, da der var lidt støj i baggrunden, både fra gaden og besøgende der kom ind (man kan altså heller ikke forlange helt ro i en by, når der er optagelse!), men den er i hvert fald rigtig god lige at få med i dokumentationen af denne mere ukendte del af Thomas Wivels kreative krøllede hjerne. Povl selv, har intet imod ikke at være så meget nævnt i rollen som kontrabassist, men han er jo også en stor del af det at stå og skabe en eller anden form for rytme, som Thomas også kan bruge i sin optræden. Jeg har sikkert skrevet det her før i andre artikler om deres optræden, men det er fantastisk at se hvordan de på – snart 4 år har udviklet det her koncept med Thomas’ tekster fra nye og gamle digte han har skrevet.

Sidste år – synes jeg også jeg fik skrevet en rigtig fin tekst om dagen i Charlottenlund – den kan du læse her. Lige bortset fra, at teksterne denne gang stammer bl.a fra hans seneste digtsamling – “De Ædru”, samt noget nyt, som udkommer i 2020!

Galleriet ligger heldigvis ikke ret langt fra Charlottenlund station, og Knud Grothe, der ejer galleriet, er sjov at snakke kunst med – og han  specialiserer sig i dansk naivistisk maleri og figur-mageri, og man kan på hans Facebookside, følge lidt med i hvad der sker i det lille galleri her. Månedens galleri kaldes vist nok for “Humorisme 2019 – Den Nye Isme i Kunsten”. Med værker af bl.a. Ole Fick, Mik Schack, Troels Trier, Lars Trier, Jacob Haugaard, osv…Jeg så dog ikke Mik Schacks og Haugaards værker – eller måske overså jeg det. Men du kan se værkerne her.

Denne gang ankom jeg i god tid – fordi jeg ville sikre mig, at jeg ikke rendte ind i DSB’s typiske aflysninger eller forsinkelser – så jeg ankom til byen 2 timer før, og havde jeg ikke gået direkte hen til galleriet, og snakket med Knud, så havde det været et meget kort visit – for han havde helt og aldeles svedt ud, at Thomas skulle komme forbi i dag! (i går d. 13/12), så det var meget heldigt, at jeg fik ham mindet om det! Det er derfor det ikke er blevet nævnt på hverken Facebookgruppen, hjemmesiden eller markeret på døren. Men alt godt – missionen blev udført alligevel!

Da Thomas dukkede op sådan ca. lidt efter kl. 16, skyndte han sig over på den anden side i fakta, for at købe lidt til ganen til gæsterne – lidt Pringles chips, klejner, dåse-colaer, Carlsberg dåseøl og en flaske vand og flaske Laurette Rosévin ( den blev et kæmpe hit i 2018!) – jeg nåede kun lige at drikke en cola og så et par chips efter “showet var forbi” efter ca 21 minutter, hvor vi så snakkede sammen og beundrede kunsten i galleriet – der var faktisk ret morsom denne gang – både med associationer til Monrad & Rislund (Ole Fick), Troels Trier, og andre finurlige emner, der sjovt nok trak en rød snor fra mit eget liv (og ting der skete i denne uge). Vi nåede også lige at få en kop kaffe inde på den café, der ligger lige ved siden af galleriet, La Sirena (et hyggeligt lille sted!), hvor jeg var så heldig at få lov til at lytte med på en gennemgang af den tekst Thomas ville fremføre – og det var meget interessant at se, hvordan hans hjerne er i stand til at huske teksten – men altså han må også arbejde for det – det kommer slet ikke nemt til ham, udover det rutinemæssige, ved det at skulle kunne lære et stykke tekst. Men han havde altså også tilbragt hele dagen i “øvelokalet”, hos sin gode gamle ven, John Durloo, der også havde travlt med at tage fotos – så jeg er spændt på at se de billeder, jeg er med på!

Min egen hukommelse er bestemt ikke noget at prale af – da jeg hele mit liv har kæmpet med indlærings-besvær – specielt med at huske visse ting. Hjernen er ret finurlig hvad det angår – min hjerne er i hvert fald – men jeg har ikke kunne få et endegyldigt bevis på de vanskeligheder jeg har med hukommelsen, men de er en stor del af hvorfor jeg overhovedet er førtidspensioneret – selvom jeg virkelig ville ønske jeg have kapaciteten til at blive selvstændig og tjene mine egne penge. Så det er fantastisk, overhovedet at have sådan et samarbejde, med mit store idol – Thomas Wivel, og ikke mindst Povl Erik Carstensen – de begge er fantastiske og altid supervenlige gavnlige sjæle, og det er inspirerende at se deres arbejde – og se det “bag forhænget” også! Og så er det naturligvis ekstra fedt, at de også kan lide mit arbejde!

Nåh, videre til historien her – udfordringen med at finde den rigtige lyd/akustik for Povl, er også en sjov ting i galleriet – sidste gang var det også samme placering, som de endte med at optræde i – jeg blev sådan lidt forvirret, fordi jeg havde stillet op ved vinduet, og så nåede jeg kun lige at få mit kamerastativ sat op lige foran dem – sidste år var mit (nu ødelagte) Zoom HQn sat op ude til højre, så der kunne komme lidt af gæsterne med i billedet – men denne gang var det så kun Thomas og Povl, der var i linsen!

Jeg nåede lige at starte optagelsen – og mit nye Nikon Coolpix P900 kan heldigvis optage ca. 27 minutter ad gangen (men man skal stadig selv starte ny optagelse efter det), men da det jo ikke er 170 grader vinklet, så er Thomas ikke helt i fuld figur, eller i billedet, fordi han bevæger sig koncentreret rundt og leverer sin tekst med knivskarp præcision! Ca. 22 minutter efter var det overstået, og bifaldet lød som om der var mindst 25 i rummet, men i løbet af to timer, så var hele seancen overstået, og Thomas, Povl, John og jeg var på vej til stationen ved 19.30 tiden i retningen mod Københavns hovedbanegård – vores veje skiltes – og jeg skulle så med toget hjem til Næverly Hills – og typisk så var der pludselig opstået tekniske problemer med toget, så jeg kom ren faktisk en time senere hjem end beregnet! (det var inkl. ventetiden på bussen hjem i Næver!)

GALLERI:

En flok gode venner i samtale – og John foreviger øjeblikket!
Povl tester lyden – lige foran Ole Ficks værker!
John Durloo tager foto af Thomas, der starter med at præsentere og byde velkommen til aftenens underholdning!
Mit Nikon kamera på hårdt arbejde med at fastholde fokuset på de bevægende gloser fra Thomas, der reciterer i takt med Povls brummende kontrabas!
To gode kollegaer – der snart kan fejre 30 års venskab!
Povl kommenterede et andet billede på Facebook, med interesse for den bette gris, der lod til at være interesseret i at snuse til hans tæer – det kom der nogle trøffel-jokes ud af i kommentarfelterne!
Thomas lever sig helt ind i sin lyrik, mens Povl er forsvundet i basrytmernes vibrerende hypnotiske univers…
Så er det slut med lyrikken – nu kommer der et par ekstranumre…
Tid til at takke helt af – og de to venner takker hinanden, og tilskuerne, der gav et flot bifald for den medrivende poesioptræden!

Performance Poetry er forhåbentlig ikke en døende kunstart – mulighederne i det er jo uendelig – og meget mere interessant – Thomas vælger her at dele sin karriere op i to – den humoristiske – og så den mere seriøse med sit forfatterskab og poesidigtningen, der har løst en del skjulte problemstillinger i Thomas’ produktive sind, siden han stoppede med at drikke tilbage i 2013!

Jeg vil ikke afsløre hvad det er for noget Thomas digter om på disse poetry in motion-happenings – det bør man møde op og opleve selv næste gang muligheden er der!

Det er en sand fornøjelse at være vidne til et stykke historie, der udfolder sig, uden at resten af verden er klar over det ! Haha!

Følg med her på bloggen for flere shows, som Thomas har – det næste er den 27/12 på The Beach i Næstved, og igen i det nye år i årets første Open Mike samme sted!

LINKS:

http://thomaswivel.dk/
https://www.povlerikcarstensen.dk/
http://www.knudgrothe.dk/

Køb Thomas’ bøger her.
Køb Povls bøger her.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *