2018-10-05 Simon Væver+venner, The Beach


Hvor
: The Beach, Nygade 10, Næstved (link).
Tid: kl. 20:00-22:00.
Audio/Video: Nej/Ja (video: 1t. 39min. uden pause)

Simon Væver havde lige besluttet sig til at kigge forbi Næver inden han skulle til DM i stand-up semifinalen dagen efter i Ballerup (kilde). Desværre gik han ikke videre, men så er der heldigvis en chance til næste år. Mange af de komikere, der er på i aftenens løb, har prøvet chancen for at blive opdaget flere gange under DM og diverse lignende andre arrangementer. Men jeg håber at alle dem jeg personligt har snakket med, både in-real-life på Beach og på Facebook, at de på et tidspunkt ender med rigtig god karriere som etableret komiker. Det gælder om, hele tiden at prøve sig selv af med nye ting, hvis de gamle ikke virker, eller hvis man løber træt i sit eget materiale. Der findes mange komikere, der virkelig har meget på hjerte, og andre komikere, som naturligvis ikke vover sig ud på det mere usikre, lige fra etablerede komikere til debutanter. Men Stand-up for mig, er jo lidt ligesom det at være forfatter – ved hvert show (el. bog), har man en ny historie. Og ens shows succes, afhænger i den grad højt af publikum. Selvom man har et godt sæt, og nogle gode jokes, er det ikke alle steder, at der bliver taget lige godt imod. Det sker også tit på Beach, men 90% af de shows jeg har set her, har publikum heldigvis virkelig været i stemning. Jeg er dog glad for, at det ikke er mig, der står på scenen og leverer jokes hver uge. Mit helbred ville slet ikke kunne holde til at turnere rundt i hele landet, for at blive et kendt ansigt. Endsige at huske mine jokes, eller nyt materiale. Så jeg er fuldt ud imponeret over alle dem, der tør stille sig op på en scene, og vende vrangen ud på sig selv, og der er rigtig mange måder at gøre det på. Jeg synes ikke der er noget der er forkert i det man gør eller ikke gør – bare det at stå på scenen og sige én linje er nok for mig! Derfor er jeg glad for at kunne gå hjem og nyde showet helt igennem!

Simon har jeg jo skrevet lidt om, hver gang jeg har set og filmet ham på Beach, den første gang var jo d. 3. august, 2017, og senest d. 2. august, 2018, og det er en sand fornøjelse at høre hvad han nu har fundet på denne gang. Han kører jo med sine bedste jokes i en periode, og derefter arbejdes der langsomt noget nyt ind med tiden. Som vært, er Simon også god – denne gang var han bare lidt udfordret med ikke at kunne bevæge sig for meget rundt på scenen, da den var fyldt med musikinstrumenter til de to bands, der skulle spille lige efter at komikerne gik af. Så det blev et sæt med to timer uden pause, hvilket kunne mærkes på mine fusser, da jeg havde fundet en ny vinkel at arbejde med, i forhold til at kunne lade mit zoomkamera stå og arbejde af sig selv. Jeg måtte simpelthen holde det i hånden, mens jeg i starten gik lidt rundt for at finde en god vinkel, så jeg ikke stod i vejen for evt. kunder, der skulle have en plads. Det bedste er naturligvis, at mit Zoomkamera skal stå på trefod, for at lave en så stabil optagelse som muligt! Men under de improviserede forhold, gik det såmænd ganske fint, og optagelsen – omend lidt rystet, var ikke helt elendig! Publikum væltede ind lidt senere i sættet. Det var jo kulturaften, så derfor var der mange i byen. Først så det lidt sort ud mht. alle de folk der bare gik videre til andre arrangementer via Nygade, men pludselig var der proppet, så jeg måtte finde mig 1 sted at stå i stedet for at gå rundt. Det sted jeg fandt, giver også et rigtig godt overblik over scenen og baren. Men det var fedt at se en ikke-planlagt standup-aften, dagen efter den normale open mike-aften. Og senere igen i aften (11/10 – Phillip Devantier).

Herunder følger lige en anmeldelse af komikernes sæt. Da jeg har skrevet om dem mange gange før, behøver jeg kun at henvise til min liste over de shows de har medvirket i, som jeg har set/filmet siden 2016 og frem til i dag.

Til aftenen, havde han medbragt følgende komikere:

Kaspar Herbst
Eva Jin
Niclas Vingaard
Andreas Krogholt
Kevin Christiansen

Anmeldelse:

Kaspar Herbst (17 min.)

Første gang jeg så Kaspar, var jo ved debutmesterskabet i Stand-up på Beach d. 7. oktober, 2016. Kaspar er meget tunet ind på stemningen i rummet, og bliver let forstyrret, og siger til, når publikum er for støjende. Hvis han spørger publikum, er der et par stykker imellem, der “heckler”, dvs de svarer rapt tilbage. Det er det jeg godt kan lide ved ham, at han gør det på en god og sjov måde, når det en sjælden gang sker, at han må henvende sig til de folk der støjer mest. Han snakker også en del med publikum, hvilket kan give nogle sjove øjeblikke. Kaspar starter med at flytte mikrofonstativet væk. Han spørger publikum om de skal ud i aften, hvilket de svarer nej til – og allerede der, kan vi se, hvor publikum er henne. De ER jo allerede ude, haha! Han spørger så om de skal hygge sig, og en tilskuere svarer “det kommer an på dig”, og publikum griner. Han spørger nogen blandt publikum, om hvad de har set på kulturaftenen. Der bliver svaret brandmænd og Næstved fjernvarme. Derefter snakker han en del med andre i publikum, om hvad de laver. Han snakker lidt om en pige han prøvede at score i byen, og derefter om det at være i et forhold. Der kommer en mindre flok ind ad døren, mens Kaspar snakker, og han bemærker det selvfølgelig. Det er musikerne, der skal spille senere. De stiller sig ned ved toilettet, og snakker lidt for højt med hinanden, så Svend må tysse på dem flere gange. Mens Kaspar fortæller en historie, stopper han og beder musikerne om at “holde deres kæft” igen. Det respekterer de ikke helt, og Svend tysser på dem. Men Kaspar giver en sjov kommentar på det, så publikum griner lettet. Han spørger også om nogen har set VM og snakker lidt om fodboldsangene. En pige i loungen kommenterer, og her viser Kaspar, at han holder øje med alle i rummet, da han har bemærket hun har virket “uinteresseret”. Kaspar bemærker lidt efter, at der er mange hecklere i rummet i aften (det er fordi emnet er om fodbold). Det bliver rigtig sjovt, da han spørger om de skal få det overstået, og om der er nogen der har de vil sige nu. Pigen i loungen, der afbrød ham før, svarer: “Ja, jeg synes ikke det er så sjovt det du siger”, og publikum skraldgriner og laver buhråb til hendes kommentar. Og så giver han hende en fede bemærkning, som publikum griner og klapper af. Haha! Han snakker lidt om fitnesscentre. Og børn (han har ikke selv nogen). Men taler om at passe sin vens dreng en gang imellem, og hvor irriterende børn kan være. Men han slutter med det emne, og præsenterer den næste komiker, Eva.

Facebook (Offentlig)
Eventzonen

Eva Jin (09:23 min.)

Det er tredje gang, at jeg oplever Eva på Beach. Hun har netop også deltaget i DM i Stand-up i den indledende runde, d. 22. september i Århus, men gik desværre ikke videre til semifinalen. Før det var det ved De Nyeste Nye i september, 2017, hvor hun fik 2. pladsen. Siden første gang jeg så hende optræde (februar i år), synes jeg der var noget bekendt over hende, og det bekræftede hun forleden, da jeg skrev at jeg undrede mig over hvem det kunne være – hun sagde, at hun havde fået at vide, at hun minder om Ditte Hansen – ikke alene pga den måde hun taler på, men også lidt i udseendet (med god vilje). Eva, har nogle “kunstpauser” i dette show, om det er nervøsitet eller for at huske på næste bit, skal jeg ikke kunne sige, men publikum er lidt afventende med at grine, fordi Evas pointer (og de er morsomme) altid kommer til sidst. Hun starter med at tale om sin mor. Hun taler også om sin ansættelse på en kinesisk grillbar. Hun taler også en et job som maskot i Bilka (vist nok en af de sjoveste bits jeg har hørt i hendes sæt). Men man kan mærke på publikum, at de ikke er helt villige til at grine af det hele hun kommer med, men de griner dog trods alt! Men hun kan godt mærke, at hun ikke får den respons på sine jokes som hun plejer andre steder. Hun taler også om “MovieStarPlanet”, som hun spiller. Det er ikke alle der kan relatere til et gamer-liv! Men den bit er også sjov, og lidt overraskende, og noget klam! Hendes bit om kuffertbutikker i lufthavnen er også sjov og lidt spøjs. Da hendes sidste spørgsmål (noget kæreste-relateret) ikke lige bliver besvaret, så holder hun en pause, og siger “det kunne være jeg også bare skulle gå af”, og publikum griner. Hun præsenterer derefter Niclas. Eva virker lidt påvirket af stemningen i publikum, og det er sjovt, at der er den energi i rummet under de to timers underholdning før musikken, men det er jo en rigtig god øvelse, at møde denne energi, som skal “bekæmpes”, uanset hvor erfaren man kan være. Nogen hygger sig, mens andre bliver nervøse og glemmer deres sæt. Eva glæder jeg mig til at følge fremover, og håber at hun ikke lader sig skræmme af de her “off-nights!”

Facebook

Niclas Vingaard (10:23 min.)

Niclas kender vi jo fra den nye komikerduo Stefan & Niclas – standuppens svar på “Kellerdirk bros”. Men det er Niclas’ tur til at debutere som standupkomiker – alene! Stefan debuterede d. 5. april på Beach (og havde æren af at optræde 2 gange på en aften!). Niclas er bogstaveligt talt en stor komiker – han er så høj, at han har svært ved at få hovedet med på mine næroptagelser, når han optræder sammen med sin makker! Men de optrådte jo sammen dagen før her på Beach, og i den forbindelse fortalte Stefan, at det er Niclas der står bag det hele næsten. Her forsøger han sig med sit eget sæt, og man skulle tro, at han havde gjort det længe. Han optræder faktisk mere sikkert, end sammen med Stefan (det samme gjorde Stefan, så vidt jeg husker), men det er fordi han ikke skal koncentrere sig om at lave et ping-pong-sæt, hvor man skiftes til at sige replikker. Niclas starter med at tale om nyhederne om 9. klasses skolenomineringer- Han taler om, at han blev valgt et år pga. sin højde (meget sjov bit!). Han taler også om sin niece, der skulle skiftes. Han snakker også lidt om hans kæreste og deres sexliv. Han snakker også om det at være pinligt beruset til en fest og togturen hjem. Publikum ved nok ikke helt hvornår historien sluttede, men Niclas fortæller at han havde håbet at der blev klappet af den. Men han får et pænt bifald, når han præsenterer næste komiker, Andreas, som han driller lidt, da han spurgte Andreas om hvordan han skulle præsentere ham. Han spørger så publikum, og henvender sig til bordet lige foran scenen. Det viser sig, at der kun er en af dem, der snakker og forstår dansk – resten er fra et andet land (ved ikke hvilket). Han spørger så en i loungen i stedet for, der siger noget med bandeskyderierne i København, og det præsenterer Niclas så den næste komiker med.

Facebook (Stefan & Niclas – officiel)
Eventzonen

Andreas Krogholt (11:07 min.)

Andreas så jeg første gang i februar i år. Det er så den 5. gang i år jeg ser ham på Beach! Han kører nogenlunde det samme sæt, men bytter lidt rundt på placeringen. Denne gang åbner han med at kommentere, at han altså ikke har skudt nogen i København. Han starter med at fortælle om nogle spøjse oplevelser med sin kone i sengen. Publikum i aften er ikke så meget til jokes under bæltestedet, hvis de ikke er så raffinerede. Så der smågrines kun lidt af det, som det normale publikum til Open Mike gør – fordi de er kommet for at se comedy. Han taler om at være træt af små mennesker. Han snakker lidt om at være i træningscenter (den med efter badet i centeret). Han spørger en i publikum, om han har lagt mærke til at gamle mennesker altid tager tshirten på først. Andreas spørger hvorfor, da tilskueren svarer ja. Svaret er, “at det må være noget fra krigen.” Publikum skraldgriner af det svar! Og derefter kokser det lidt for Andreas da han laver en akavet overgang til noget om hans farmor, og alle morer sig. Der er en del snak ved baren, men det ignorerer han fint. Bit’en om at prøve at falde i søvn bag rattet og kører galt, har han ændret lidt på, så den er blevet sjovere endnu. Andreas snakker også lidt med publikum. Han slutter af med at refere noget fra Løvernes Konge filmen. Han præsenterer sin fantastiske ven Kevin!

Facebook (privat)

Kevin Christiansen (16 min.)

Det første Open Mike show jeg så på Beach med Kevin som vært var d. 6. april, 2017. Dette er den 8. gang side da. Kevin, der også var med i de indledende runder i DM i år (men gik ikke videre), starter med mikrofonproblemer – men nogle sekunder efter virker den igen. Han har også mærket stemningen, og kommenterer det også lidt undervejs, når publikum er lidt tunge i det. Han starter selvfølgelig med at taler om at han er fra Falster, og bruger sit normale sæt her, med lidt variationer. Nogle iblandt publikum griner i hvert fald godt af materialet og hans kommentarer. Publikum griner altid, når komikere relaterer til en eller anden berygtet by eller sted fra de kommer, eller har boet. Kevin får i hvert fald god respons for sine Falster-jokes og morfar-jokes her. Han snakker om at være familiemenneske, og om at være flyttet til København, og en sær bustur. Han henvender sig et to mænd der kommer ind, og det kommer der lidt sjove bemærkninger ud af. Han snakker også om at være single og Tinder. Kevin snakker med en pige til højre for mig (ude af billedet), om hun kender til Tinder. Det kommer der meget sjov ud af. Han bliver dog hyldet helt ud af den, fordi publikum taler meget med ham, eller kommer med små bemærkninger, så han dropper den næsten, uden at have fortalt den færdig. Så han skifter over til endnu en Falster-joke, som en mand ved baren afbryder 2 gange, hvor Kevin så hæver hånden mod ham og siger “tak for i aften”, og manden går uden problemer. Hold da op en hurtig “udsmidning” – med en håndbevægelse! Jedimaster Kevin! Han taler om sine to børn, og slutter af med en “hyggelig joke”. Derefter præsenterer han aftenens vært, Simon. Når Kevin lader sig forstyrre, så går flowet i hans jokes lidt i stå – men publikum morer sig dog stadig, alene pga. de kommentarer han kommer med til publikum.

Facebook (Privat)

Simon Væver (6+32 min.)

Simon lægger ud med at have lidt problemer med mikrofonen, der er feedback på – og derfor kan han så lave en sjov “præsentation” af aftenen med lydeffekt! (“Mine damer og herrer, velkommen til stand-up på The Beach!”) Han præsentere sig selv som han plejer. Han fortæller at han elsker Næstved, “fordi vi er så dejlig uimponerede”, siger han. (og tak for det!). Han fortæller, at standup-publikummet er det mest ærlige i alle underholdnings-genrene. Han fortæller også hvorfor han lige har taget sine venner med, og det er fordi han synes at de er nogen af de mest spirende talenter indenfor dansk stand-up. Det, som er anderledes ved dette show, er at hver komiker præsenterer den næste (lidt som på amerikanske klubber, så vidt jeg husker). Inden han sætter Kaspar på, fortæller Simon en historie om Svend (om en samtale om MeToo-skandalen), og laver en rigtig god imitation af ham (hans stemme). Efter ca. 6 minutter præsenteres Kaspar.
Da det bliver hans tur til at runde aftenen af, og snakker lidt om som selv. Det er det meste af det han har lavet ved alle de andre shows på Beach. Han snakker om sit nye forhold, og problemet med hans inkontinens og dengang han blev opereret  for brok (der er mange i publikum, der ikke ved hvad det er?). Han snakker også om ikke at kunne forstå racisme. Og om sin diagnose ADHD, som han vælger at kalde DAMP. Han snakker om det at have kat, og så afslutter han med at snakke om kønssygdomme. Simon er også en hurtigsnakker, men det er der også en god grund til, hvis man har set ham optræde før, så ved man det! Til tider lyder han lidt som Frank Hvam når han taler (hurtigt). Det er meget sjovt, og godt jeg kan genhøre det, når jeg lige er ukoncentreret, når jeg filmer. Men Simon er meget sjov, og alt i alt er hele aftenen generelt fed. Det kan godt være andre glemmer den hurtigt, men det gør jeg heldigvis ikke.

Facebook
Eventzonen

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *