2018-08-02 Open Mike, The Beach m. Simon Væver

Hvor: The Beach, Nygade 10, Næstved (link).
Tid: kl. 20:00-22:00.
Audio/Video: Ja (video: 2t. 18 – inkl. pause)

Aftenens vært er Simon Væver, som jeg ser i værtsrollen for tredje gang ud af de i alt 5 gange han har optrådt på Beach siden jeg så ham første gang d. 3. august, 2017. Han var senest vært på Beach d. 1. marts i år (2018), hvor han havde taget Phillip Devantier med, som i øjeblikket turnerer rundt med sit onemanshow, som vi kan opleve på Beach d. 11. oktober. Senest besøgte Simon Beach d. 3. maj, hvor Ulf Laursen var vært.

Det var lummert, men heldigvis kunne døren til baggården være åbnet det meste af tiden, så vi i det mindste kunne ånde lidt under showet. Mit kamera svigtede heldigvis ikke undervejs, men det var lidt af en udfordring at tage fotos med mit Nikon kamera, pga. varmen og belysningen, der drillede lidt i de forskellige vinkler. Men alt i alt var det en super aften! Martin var i øvrigt med mig.

Til aftenen, havde han medbragt følgende komikere:

Kaspar Bang
Henrik Johansen
Simon Riemann
Anders Jensen
Emma Reneé

-PAUSE-

Louise Brink
Mikkel Heiberg
Thomas Bo
Oliver Stanescu

ANMELDELSE:

Simon Væver

Simon er en rigtig god komiker, der forstår at sætte publikum i gang, hvis de lige er lidt distraherede eller tunge i det, og er også god til at skabe en stemning, når der trænger til det. I dag var publikum heldigvis tilstede, så det var ikke meget, han behøvede at arbejde. Og så plejer han altid at tage nogle rigtige gode komikere med sig. Denne gang med et par nye, som jeg ikke havde set før, andet end Kaspar (på tv). Simon starter næsten altid med at fortælle – mere eller mindre, hvad Open Mike går ud på, og hvad man kan forvente af “komikernes legeplads”, nemlig at man tester nye ting af på publikum. Da Open Mike er en gratis fornøjelse – i hvert fald på Beach, så må man finde sig i, at det altså ikke altid er godt, det der kommer. Så det er som regel op til publikum, hvor sjov aftenen bliver, men ansvaret ligger naturligvis mest hos de optrædende. Simon bruger lige omkring 9 minutter til at fortælle et par jokes, bla. om Svend, der fortalte en joke om “MeToo”-kampagnen. Simon kan godt lide at efterligne Svends karakteristiske stemme. Simon fortæller også om dengang han var 18 år, hvor han fik brok for 2. gang. Den anden ting han taler om, er dengang han blev dumpet af sin ekskæreste, før han præsenterer aftenens første komiker. Inden han sender Emma på scenen, fortæller han en kort joke om sin drøm om at arbejde i en fængselskantine. I anden halvdel, starter han publikum op med at synge meget højt “Simon Væver, kongen af Næver…!” og de gentager det. En af de kvindelige stamgæster, var så venlig at give Simon lidt kølig luft, med den vifte hun havde med sig. Efter en lille sjov frem-og-tilbage-ting med en tilskuere, med en invitation til gangbang, talte Simon om en sygdom han fejlede som ung, som var ganske normal, selvom man ikke vidste var årsagen er. Han taler om det at være beskrevet på Eventzonen som “fysisk komiker”. Han snakker også om det at han kommer til at tisse i sengen, og sveder meget. Lige inden han sender Oliver på scenen, er der nogen i loungen, der gør Simon opmærksom på, at han har fået en plet på sin fine hvide skjorte…hans bemærkning er sjov: “Hva’ satan! Det kan simpelthen ikk’ pas’ man ikk’ ka’ ta’ ud med de komikere, uden at de skal tørre røv i ens skjorte…” Hen henvender sig til Oliver: “Du sagde du bare skulle tørre dig om munden, Oliver. Nu ved jeg ikk’ om jeg sætter dig på!”. Publikum griner. Simon taler lidt efter Oliver er gået af – han deler lidt info om hvordan han ikke har noget problem med svigerforældre, som publikum griner af, da Simon nedgører sig selv lidt. Derefter læser han en liste op over de komikere der har optrådt. Alle komikerne får næsten den samme reaktion, så det betyder, at det var et overalt godt show!

Facebook
Eventzonen – book ham her!

Kaspar Bang (10:50 min)

Første gang jeg så Kaspar, var i sæson 2 af stand-up.dk i 2002. Ved siden af Stand-up’en har Kaspar bla. fået et film legat, han har vundet Danmarks eneste Bastard mix konkurrence, og hans Youtube videomix har flere gange fået mediernes opmærksomhed. Ydermere fungerer han også som en meget brugt speaker og stemmelægger til reklame- og tegnefilm. Han har bl.a været klipper for Dybvaaaad senest. Han har også været med i Thomas Wivels Vaffelbar (Tv2 Zulu), hvor han blev kendt for sit multimedieshow. Han plejer at optræde med to typer show – det første er multimedieshowet, hvor han giver den gas med masser af lynhurtig karikeret mimik, masker, parykker, levende mikrofoner og lydeffekter fra hans sampler-boks, og det andet show leveres til det lidt ældre publikum – regulær stand-up, med de bedste jokes fra hans karriere. Denne aften, er det første gang i et stykke tid (efter et par år), at han vender tilbage efter en pause fra optræden.  Han fortæller om en oplevelse dagen før i et S-tog med en pige, der satte sig foran ham, der reagerer nervøst, da han kigger  kort på hende. Han fortæller også hvorfor han har holdt en pause. Han har savnet at optræde, og fortæller lidt om det. Han sammenligner lidt det at optræde som komiker, som at have sex. Man kan heller ikke optræde, hvis man lider af præstations-angst. Da Kaspars tid er ved at løbe ud, er flere publikummere enige om at han skal tale lidt længere, men Kaspar slutter alligevel af med at tale om Vesterbro, hvor han bor, og en kvinde han mødte, da han parkerede på Istedgade. Kaspar er en god fortæller, og har en dyb stemme, og taler direkte ned i mikrofonen, hvilket tydeligt kan høres på optagelsen. Men han leverer et sikkert sæt, og er også rigtig god til at interagere med tilskuerne. Jeg håber at se ham tilbage på Beach igen, og håber også at han rigtig hygger sig i sit “comeback”. Er du i tvivl om hvem Kaspar Bang er, så kan du finde ham herunder, eller se et klip på Youtube med ham her:

Facebook

Henrik Johansen (06:30 min)

Henrik har jeg ikke set før, og det er lidt svært at finde info på ham, så jeg ved desværre ikke mere om ham, end det, han har sagt i sit sæt. Han er 64 år, og sammen med sin kone har han 4 børn og 7 børnebørn. Han taler om sine børnebørn, hvor seks af dem, havde været i deres sommerhus på Enø…lidt af en trang oplevelse i det lille sommerhus. Han taler også lidt om vejret i den seneste uge her. Han taler også om at have været på arbejdsmarkedet i over 40 år som procesudvikler. Han taler lidt om sin kone, der er 61 år, og hendes helbredsproblemer. Og om sin nabo på Enø, der brokker sig lidt for meget over det ene og det andet. Han runder sættet af med at snakke om sex i teenagealderen. De jokes han leverer, er sjove, og hans timing er også rigtig god og naturlig, så ham kunne jeg godt tænke mig at se på Beach igen. Henrik har jeg ingen facebookside til, eller andre links, desværre.

Simon Riemann (07:59 min)

Simon præsenterer Simon fra Nørrebro med ordene: “Han er forholdsvis ny i gamet, og han er en af dem der er så heldige, at han har fået lov til at optræde til en konkurrence der kommer til dette års Zulu Comedy Festival, der hedder “De Nyeste Nye”…” Simon starter med at finde et “offer” i publikum (Camilla), og laver lidt sjov med hende næsten hele sættet igennem. Han snakker om nøgenhed, og hans humor befinder sig da også under bæltestedet, uden at være vulgær. Men han bruger helt tydeligt sin krop til at fortælle med, hvilket gør det ekstra underholdende at se ham – og så er der naturligvis også lidt at kigge på for kvinderne, når han viser sine veltrænede mavemuskler. Han snakker om at gå på dates, hvilket han ikke bryder sig om – det er for akavet. Han snakker også om det at gå i fitnesscenter. Han hader de typer, der kommer ind i centeret, for at tage en hurtig selfie. Han demonstrerer med sin krop, hvordan de står og tager selfies, og det rammer næsten plet, på det jeg selv har set i fx Scala. En anden sjov en, hvor han virkelig går helt “Geo” – er når han taler om de der selv-erklærede fitnesstræner-typer, der vil hjælpe med at støtte vægtstangen. Det værste er de store mænd (gorillatyperne), der hidser sig op og larmer, før de skal præstere. Her var det svært at fange ham på kamera, da han bruger hele scenen til at hoppe rundt på. Publikum er flade af grin. Simon havde ellers lige en ting mere, men var færdig efter den fysiske udfoldelse på scenen. Du kan følge med på Simons Facebookside her:

Facebook

Anders Jensen (08:09 min)

Anders kommer fra Kolding, og er en stor fyr med rødt hår og et stort skæg. Han taler om at når folk stirrer på én, er det ubehageligt (her kommer en sjov punchline om Rådmandshaven). Han vil snakke lidt om weekender, som han synes har været hårde siden hans barndom. Han prøver en blanding af en grov vits og revyjoke sammen (4 mand på en tømmerflåde, og en stærk hentydning til Peter Madsen og Kim Wall). Publikum griner af den, selvom det er en sprogforståelsesjoke. Hans imitationsjoke er også interessant. Den vælger han at kalde “hvis jeg var pædofil” (en reference til en vis bibelsk herre) . Den forstod publikum ikke helt, men griner, da Anders anerkender, at den ikke gik ind hos dem, og han lige må skære det ud i pap for dem. Hans ordspils-jokes er også god (om ADHD). Han slutter af med en joke om en politikerting – Joachim B. Olsen. Han får et pænt bifald af publikummet. Der var nogle udfald fra mikrofonen, så Simon spørger baren, om der er nogle problemer med lyden, og så bliver der byttet om på mikrofonerne til næste komiker. Her kan du finde mere info om Anders:

Facebook

Emma Reneé (09:03 min)

Emmas debut så jeg på Beach i 2016. Denne aften viste hun, at hun virkelig har udviklet sig opad, med et virkeligt godt sæt, med emner, hvor hun ikke er bange for at sige sin mening, både om sig selv og andre. Hun er 20 år gammel, og starter med at snakke om en sommerferie i Århus, og burkaforbudet, som lige var trådt i kraft i dag. Hun havde set Inger Støjberg i Go’aften Danmark, der prøvede at forsvare burkaforbudet. Hendes eksempel på maskeringsforbud, er også sjov, når hun tager et stykke klæde over hovedet. Hun slutter af med en joke, hvor hun hvisker i mikrofonen, og afsluttende en super punchline, der får publikum til at bryde ud i latter og bifald…Emma er i hvert fald værd at holde et godt øje med i fremtiden!

Facebook
Eventzonen – book hende her!

Louise Brink (09:51 min)

Louise så jeg første gang d. 3. maj, da Ulf Laursen var vært. Der var det hendes 4. optræden. Her spørger hun om publikum kan holde varmen (og hvem kan ikke det i disse tider, haha!), men hun er træt af sommervejret, fordi hun ikke kan blive brun fordi hun er (vist nok) rødhåret. Hun snakker om at gå i 10. klasse i Odense for et par år siden, og et møde med en udlænding, der hedder Ali. Hun taler også om visse befolkningsgrupper som folk ikke bryder sig om at høre om, når man er stand-upper (fx racister og sugardatere). Hun taler også om, at hendes mor ønsker at hun skal have børn på et tidspunkt. Hun taler om karakterræset på skolerne, og om hendes veninde, om højt fravær, hvor man med over 15% kan få frataget sin SU. Hun taler også om det, at have en bolleven og en bytur. Louise har en rigtig god fortællerstil, og man kan mærke på hende, at hun har en naturlig humoristisk timing, og er rigtig god til at bygge de små historier op og slutte af med rigtig god punchline. Publikum kunne i hvert fald lide hende, og så er hun jo også rigtig sød at se på, så det bliver til en sjov kombination med hendes sæt og fortællerstil. Sød pige, men ikke bleg for at bevæge sig lidt under bæltestedet. Så jeg er spændt på at følge hendes karriere i fremtiden. Det lover i hvert fald godt. Louise har stadig ikke nogen officiel side på Facebook, men det kommer nok.

Mikkel Heiberg (08:36 min)

Mikkel har jeg set to gange i år (d. 1/2 & 7/6). Han snakker om sine akavede oplevelser i hverdagen, og om verden omkring ham. Hans selvironi fejler intet, og snakker om alt fra sex til offentlig transport. Han har tidligere deltaget i DM i stand-up i 2017, samt i De Nyeste Nye. Mikkel starter med at rette lidt på en ting som Simon sagde i starten af aftenen, at komikernes levering påvirkes af publikums respons, og kommer med en sjov kommentar til det. Mikkel taler om det at være single som 23-årig. Han taler om at være flyttet til Hvidovre, om at være dårlig til small-talk, når det gælder om at score piger i byen. Han fortæller også den sjove historie, om da han var ude at rejse for en måneds tid siden, sammen med hans to gode venner, Kasper og Martin, der kørte afsted i en Berlingo. Fortællingen udvikler sig rigtig sjovt, da de alle tjekker ind på et motel, hvor der opstår en akavet situation for Mikkel. Mikkel er sgu rigtig sjov, og han forstår at udnytte humoren i sine anekdoter, og det kan mærkes hver gang. Publikum denne aften får i hvert fald fuld valuta for hans jokes! Mikkels Facebookprofil finder du her:

Facebook
Eventzonen – book ham her!
Hjemmeside

Thomas Bo (04:36 min)

Thomas har jeg ikke set før, men Simon fortæller, at han også skal med til “De Nyeste Nye”. Det er første gang han er i Næstved, og han lægger hurtigt ud med at sige, at han prøver at stoppe med at ryge hash. Han taler også om stoffer og deres virkning og laver sjov med dem. Han snakker om en homoseksuel pusher (Johan), som man under ingen omstændigheder bør skylde penge. Selvom hans misbrug af diverse stoffer har gjort, at han har problemer med hukommelsen, er det eneste minde han husker fra barndommen om hans onkel Kim i et sommerhus. Et kort sæt men en rigtig godt fortalt historie, som publikum også grinede af de rigtige steder. Du finder Thomas på Facebook her:

Facebook

Oliver Stanescu (13:45 min)

Det er 6. gang jeg ser 25-årige Oliver på Beach. Senest d. 9. februar til Nikolaj Wulff’s onemanshow JOKES. Simon præsenterer Oliver ved at fortælle, at han vandt “De Nyeste Nye” sidste år (se album her). Oliver starter med at tale om kvinder i træningscenteret, der gerne vil være bodybuildere, og det tøj de træner i, hvilket gør det lidt svært i de her “MeToo”-tider at undgå at kigge uden at føle sig skyldig. Han taler også om de steroidepumpede fyre, der “lige vil give et godt råd”. Han taler også om det at være single og være på dates. Han fortæller om 3 forskellige dates, der er skidesjovt fortalt. Han taler også om det at være enormt jaloux, og ikke være stolt af det. Det bliver hurtigt akavet. Han taler også om en aflyst Afrika-rejse med sin ekskæreste. Og om at optræde på Slagelse kaserne. Han taler om sin alder, og de underlige ting, han er begyndt at gøre. Om at være bedre til at møde svigerforældre. Til sidst, vil han snakke om sin lolitadukke, som han fik for sjov i gave af sin storebror. Det er en sjov joke at slutte aftenen af på. Publikum er flade af grin og giver ham et godt bifald.

Facebook (privat & offentlig)
Eventzonen – book ham her!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *